Oplevede overvejelser

Galilei på Gianicolo

Han var en stor mand, både af sind og udseende, den amerikanske kunstner, der inviterede os op for at se sit værksted på det Amerikanske Akademi i Rom. Han havde ironiserende underholdt os med sin nyligt overståede skilsmisse, og sit behov for at være væk fra N.Y., om melankolien og arbejdsroen. Hans værker var fantastiske, med kæmpestore farveskalaer, malet op i store formater.

Efter fremvisningen tog han os med til en koncert med nogle af de ypperste musikere fra U.S. Det var storslået. Vi var berusede af høj energi og fik en drink med musikerne bagefter. De var meget elskværdige og snakkede løs. Lederen af akademiet kom forbi og gav sin salgstale for akademiet. ”On this particular hill Galileo presented his telescope for the first time. Right over here in our garden, you are welcome to go and visit it...”

På toppen af plateauet med udsigt over Rom, en stjernefyldt sommernat følte vi historiens vingesus lægge sig under vores fødder.

Nøgenhed

En grå eftermiddag i København kommer jeg forbi en stor plakat fra et af de store italienske modehuse. Modellerne er opstillet, som var det et familieportræt, men de er alle meget unge og meget afklædte. 'Porno' tænker jeg automatisk. Det starter en lang tankerække af overvejelser om pornoficeringen af kroppen i reklamer og det offentlige rum. Hvorfor skal vi bombarderes af billeder med perfekte kroppe hele tiden?

Et par uger senere går jeg rundt i Rom og den samme store plakat hænger foran mig. Det slår mig, at jeg ikke tænker porno. Men jeg tænker på det skønne, det sublime og nøgenheden har et mere klassisk anstrøg, som var modellerne skulpturer fra antikken.

Agger Tange

Der er dage på tangen, hvor farverne flyder sammen. De kæmpestore spejlinger i søerne, af himlen der forvandles af lys og nuancer. Hvert øjeblik er mættet af foranderlige farver af blå og grå. Afbrudt af fuglenes små fine figurer og køerne på de fjerne bløde linjer på tangen, afgrænser det uendelige.